23948sdkhjf

Klimabevægelsen beder landsretten stoppe Lynetteholmsprojektet

Klimabevægelsen i Danmark beder nu Østre Landsret tillægge den verserende retssag mod Lynetteholmsprojektet opsættende virkning.

Lynetteholmsprojektet bør stoppes, indtil man er sikker på, at projektet ikke ødelægger havmiljøet.

Det mener Foreningen Klimabevægelsen i Danmark, der nu anmoder Østre Landsret om at tillægge den verserende retssag, de fører mod anlægsprojektet, opsættende virkning.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Vi har taget den beslutning at bede landsretten om at stoppe projektet, indtil vi er sikre på, at vi ikke skaber en katastrofe i havmiljøet. Ved at gennemføre det planlagte projekt vil Kongedybet blive blokeret, og det truer livet i Østersøen. Vi er nødt til at sætte ind nu inden det er for sent, udtaler Frederik Sandby, som er Sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark i pressemeddelelsen.

Risiko for merudledning

Foreningen stævnede i 2021 Transportministeriet og By & Havn for ikke at have lavet en fyldestgørende klima- og miljøundersøgelse af projekt Lynetteholm. Klimabevægelsen vandt første etape i retssagen, da sagen blev dømt som principiel, og derfor skal føres i Østre Landsret. 

Retssagen forventes at tage flere år, men på grund af de irreversible konsekvenser for Østersøen, som en blokering af Kongedybet kan få, anmoder foreningen nu landsretten om at tillægge sagen opsættende virkning indtil problemet er løst.

Foreningen hæfter sig ved ekspertvurderinger, som udtrykker bekymring for havmiljøet og konsekvenserne ved anlægsprojektet.

- Både IPCC og UNEP har konkluderet at havene har stor betydning for at forhindre katastrofal global opvarmning, og derfor kan vi ikke risikere at ødelægge økosystemerne i Østersøen i en sådan grad, at det leder til en stor merudledning af drivhusgasser, siger Frederik Sandby i pressemeddelelsen.

Bør reducere omfang

En politisk vedtaget ekspertgruppe, der skal bidrage med anbefalinger i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen af Lynetteholm, offentliggjorde for et par uger siden deres anbefalinger i medierne, hvoraf det blev foreslået, at en løsning kan være at reducere omfanget af projektet. I samme forbindelse var flere eksperter i havmiljø i medierne og udtrykte bekymring, der går imod den eksisterende miljøkonsekvensvurdering for projektet.

Det er blandt andet de kritikpunkter, som Klimabevægelsen tager meget alvorligt, og som de kræver handling ud fra.

- Projekt Lynetteholm i sig selv vil udfordre vores klimamål. Det er der ingen tvivl om, når man læser miljøkonsekvensrapporterne til projektet. Men størrelsen af halvøen, og dens placering i Kongedybet er simpelthen en fejltagelse. Politikerne er nødt til at løse det her enorme klima- og miljøproblem, inden det er for sent. Det kan de f.eks. gøre ved at reducere projektets omfang med en tredjedel, sådan at der ikke bygges i Kongedybet, siger Frederik Sandby i pressemeddelelsen.

Foreningen Klimabevægelsen i Danmark vil, ifølge pressemeddelelsen, i den kommende tid også tage kontakt til forligsparterne bag projekt Lynetteholm for at drøfte det politiske ansvar for at redde Østersøen.

Foreningen Klimabevægelsen i Danmark afholder også en konference tirsdag den 22. marts i Christianshavns beboerhus, hvor problematikken indgår som tema, og vil blive drøftet med de 130 tilmeldte deltagere, skriver de i pressemeddelelsen.

Artiklen er en del af temaet Lynetteholm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111